Dyrlæge Malene Sparsø har overtaget Dyreklinikken Måløv-Smørum efter Klaus Volder, som etablerede klinikken for mere end 20 år siden og gennem alle årene har været ejer. I forbindelse med overdragelsen fortsatte Klaus som dyrlæge på klinikken. Her fortæller de to fagfæller om samarbejdet, udviklingen af klinikken og overgangen til nye roller.
”Da jeg overtog Dyreklinikken Måløv-Smørum, overtog jeg ikke ’bare’ en klinik, men også en historie og et stærkt fundament. Det har været en spændende proces med beslutninger, store og små forandringer og ikke mindst en masse læring. Jeg oplever, at vi har fundet en god balance mellem det velkendte og det nye.
Vi bygger videre på alt det solide arbejde, som Klaus og teamet har gjort gennem årene – og samtidig tager vi skridt ind i fremtiden,” siger Malene Sparsø og tilføjer, at dyreejerne har taget rigtig godt imod hende og det team, som er kommet til.
”Jeg har fra starten haft et ønske om at udvikle klinikken i en mere moderne retning. Derfor har vi arbejdet med at opdatere indretningen, investere i nyt udstyr og ikke mindst opbygge en god teamånd. For mig handler det om at skabe en klinik, hvor patienterne bliver mødt på deres præmisser, og hvor kæledyrsejerne oplever vores grundighed og omsorg.
For mig har det været vigtigt at få mine gode erfaringer fra tidligere medejerskab og Klaus’ mange års erfaring til at spille sammen med nye idéer og tiltag,” siger Malene.
De nye tiltag og rollen som ansat er noget, som den tidligere ejer Klaus Volder har skullet vænne sig til:
”Det har selvfølgelig været lidt specielt at skulle overlade klinik-’roret’ til en anden. Jeg etablerede klinikken for mere end to årtier siden, så det er mange år som ejer. Men der var jo en grund til, at jeg ønskede at sælge. For mig har det været en lettelse at slippe ansvaret for økonomi, personale og drift.
Nu kan jeg koncentrere mig om dét, jeg altid har brændt mest for – nemlig dyrlægefaget og patienterne,” siger han og fremhæver det gode samarbejde og dynamikken i teamet, hvor der er kommet flere hænder og fagligheder til.
Også Malene er glad for, at ejerskiftet og opbygningen af teamet er lykkedes godt, og hun oplever en hverdag med god trivsel:
”For mig som ejer har det betydet meget at have Klaus’ lokalkendskab og kendskab til dyreejere og patienter tæt på i hverdagen. Det er selvfølgelig ikke altid nemt at gå fra at være ejer til at være ansat – ovenikøbet i sin egen klinik – men han har taget rollen på sig med både åbenhed og overskud og har givet mig plads og opbakning.
Det giver os mulighed for sammen at være en klinik, hvor både dyr og mennesker føler sig trygge – og hvor vi som medarbejdere hele tiden bliver klogere, dygtigere og mere inspirerede,” siger Malene Sparsø.