Smitte:
Fransk hjerteorm smitter ikke direkte fra hund til hund. Hjerteormens larver skal først igennem en mellemvært, som i dette tilfælde er forskellige typer af snegle. Hunden bliver smittet ved at æde eller være i tæt kontakt med sneglene. Larven bliver frigivet i tarmen og vandrer gennem tarmvæg, lumfeknuder, lever og store blodkar, herefter ender de i højre hjertekammer. I højre hjertekammer udvikler de sig, parrer og lægger æg, som transporteres via blodstrømmen til lungerne.
Æggene klækkes, og larverne kan her forårsage store skader på lungerne. Larverne bevæger sig ud til luftrøret, hvor hunden hoster dem op og synker dem, så de kommer ud med afføringen og kan ædes af en snegl.
Rævens lungeorm har næsten samme livscyklus som fransk hjerteorm, men den bevæger sig kun fra tarmen til lungerne og går ikke igennem hjertet.
Behandling:
Der er effektive behandlingsmuligheder for begge typer af orm, men behandlingen og prognosen afhænger af, hvornår infektionen bliver opdaget. Hvis den opdages tidligt, kan dyrlægen ordinere medicin, der dræber parasitten.
Vi anbefaler, at der tages et røntgenbillede af brysthulen på hunde, som er positiv overfor hjerteorm. I nogle tilfælde kan der ses forandringer på lungerne, som kan give et mere kompliceret forløb.
Hunden skal holdes i ro under behandlingsperioden. Enkelte hunde kan have behov for yderligere behandling (støtteterapi), hvis antallet af larver er stort og der er lungepåvirkning (påvises ved røntgen). Hvis hjerteormen opdages sent, kan infektionen i værste fald være dødelig.
Prognose:
Prognosen afhænger af, hvilken type orm din hund er diagnosticeret med, samt hvor tidligt infektionen opdages og antallet af larver.
Screening for hjerte- og lungeorm:
Da rigtig mange hunde ikke udvikler symptomer på hjerte- og lungeorm, anbefaler vi, at man tester sin hund cirka hver 6. måned.
Dette gøres både for at undgå, at sygdommen kan udvikle sig til et mere alvorligt tilfælde, men også for at undgå spredning og smitte af parasitterne.